GymPlay School – lad os så komme igang
Trin-guide Lær at lave stående baglænder
Nu har du set videoen “lær at lave baglænder”, hvor vi har vist dig, hvordan du laver en stående baglæns salto. Nedenfor finder du en trin-for-trin guide, som viser de nærmere detaljer.
Indledningsvist er det vigtigt at slå fast, at en stående baglæns salto ikke er en begynderøvelse. Den kræver både god fysik og et godt teknisk fundament. En stående baglænder er vanskeligere at udføre end en stående flikflak, så det er en god ide at du lærer at lave flikflak inden du begynder på dette spring.
Husk: Vi anbefaler at du har en uddannet træner til at hjælpe dig med nye spring. Husk også at have god plads omkring dig og et blødt underlag. På den måde undgår du skader.
Gode fif og for-øvelser:
Det rigtige bentræk: Når du skal rotere baglæns om din egen akse, er det vigtigt, at dine ben hjælper dig med at få fart på i rotationen. Dette øver du ved at lave et hop, hvor du trækker armene op i lufter og samtidig trækker benene hårdt op mod brystkassen. Du skal bøje sammen i knæ og hofter. Pas på med at falde bagover i landingen. Du kan evt. have en person til at stå bag dig og støtte mens du hopper.
Find et fokuseringspunkt og få mere højde på: Når du skal til at lave baglænderen, er det en god idé at finde et fokuseringspunkt som du kan holde øjnene rettet på i selve afsættet. Hæv derfor hovedet så du står med let oprejst pande. Find et punkt på den nærmeste væg eller loft. Fokusér på dette område i et splitsekund efter du har sat af og inden du begynder rotationen. Med et fokuseringspunkt får du mere højde og du undgår at kaste hovedet for meget bagover og gøre din baglænder for lang.
Beslut dig og gennemfør! Når du har besluttet dig for at gøre det, så gør du det også. Ikke noget med at fortryde undervejs. Det er simpelthen for farligt!
TRIN-GUIDE: Lær at lave stående baglænder
1: Sørg for at få meget kraft i afsættet: En stående baglænder er en kraftøvelse, der kræver, at du i dit afsæt giver alt, hvad du har i dig. Bøj derfor ned i knæene og sæt hårdt af, Træk samtidig armene hårdt op mod loftet. Dine arme skal stoppe ved ørerne.
2: Hold hovedet et øjeblik: Fasthold blikket på det punkt som du har valgt at fokusere på, men kun i en brøkdel af et sekund. På den måde undgår du, at du kaster hovedet og overkroppen bagover for tidligt. Det er denne fokusering og kraften i afsættet, der giver dig den nødvendige højde. Lad være med at fokusere for længe, da du så risikerer ikke at komme helt rundt.
Marie kaster sig lidt for hurtigt bagover, hvilket betyder at baglænderen mister lidt højde.
3: Luk hurtigt sammen: Det er sammenbøjningen, der giver rotationen, og da du ønsker en baglæns rotation er det benene, der skal trækkes hårdt op i mod brystkassen og ikke omvendt. Hold rotationen indtil du er rundt.
Marie er fint bøjet sammen. For en hurtigere baglæns salto skal der bøjes mere sammen
4: Åbn og land på fødderne med let bøjede knæ: En for tidlig åbning, vil få dig til at lande på hoved, mave eller knæ, mens en for sen åbning vil få dig til at lande på hælene, numse eller ryg. Det hele er et spørgsmål om timing, og den får du kun ved at øve dig rigtig meget.
Med venlig hilsen
Tommy,
Træner i GymPlay School